Det vi er specialister i
Tre ting, i den rækkefølge de skal ske: flyt infrastrukturen, byg agenterne ind, og lad arkitekturen bære begge dele.
Flytningen, ikke destinationen
Vi flytter jeres systemer fra Azure, AWS eller Google til europæisk infrastruktur. Scaleway først; UpCloud i København, STACKIT eller Netic, når jorden skal være dansk eller tysk. Ikke som et nyt platformkøb, men som et afgrænset ingeniørarbejde med en kendt slutning.
Alt skrives som kode. Netværk, Kubernetes, databaser, hemmeligheder, logning og adgang står i Terraform i jeres eget repository, så landskabet kan genskabes på en eftermiddag, og så I kan flytte igen. Sikkerheden og tilsynskravene bygges ind i den kode, ikke ind i et dokument ved siden af.
DORA beder om en exit-plan fra jeres cloududbyder. Vi leverer den som noget, der kan køres: en arbejdsbyrde, der beviseligt kommer op hos en anden europæisk udbyder, med timerne noteret. Og vi gør kryptografien udskiftelig, så EU’s køreplan for post-kvante-kryptografi ikke bliver endnu en flytning.
Flytbar arkitektur · Flytteprøven
I en almindelig opgave lover vi ikke, at leverancen kan flyttes til en anden cloud. Vi bygger det, I beder om, på den udbyder, I har valgt, og bruger de managed tjenester, der giver mening dér.
Vælger I Flytbar arkitektur, garanterer vi det modsatte: alt, vi leverer, kan flyttes til en anden europæisk udbyder eller tilbage igen. Det gør vi ved at bygge på open source, der findes hos alle udbyderne, og ved aldrig at lægge en proprietær tjeneste i den kritiske sti uden en dokumenteret erstatning.
“Cloud-agnostisk” er et ord, alle bruger, og ingen tror på, fordi det er et løfte. Vores er en prøve. Flytteprøven: vi bringer en af jeres arbejdsbyrder op hos en anden europæisk udbyder, noterer timerne og det, der måtte skrives om, og gentager det en gang om året. DORA beder om, at exit-planer testes. Vi gør testen til produktet.
Det koster lidt bekvemmelighed. Hyperscalernes bedste tjenester er netop dem, der binder jer. Den regning viser vi, inden I vælger.
Intelligens på egen grund – ikke hos hyperscalerne
Nomad Intelligence er vores navn for det AI‑native, når det ikke bor hos hyperscalerne: åbne modeller, der kører på europæisk cloud eller lokalt, og autonome agenter, der udfører arbejde inde i forretningen – i sagsbehandlingen, i driften, i kundekontakten – ikke kun i udviklingsafdelingen. På infrastruktur I selv kontrollerer, med en governance, der kan vises til tilsynet og består AI-forordningen.
Agenterne flytter koden, arkitekterne holder den sikker. Vi bruger agenter til at modernisere gamle systemer hurtigere, end mennesker kan skrive, og vi holder dem inden for grænser, mennesker har tegnet. Det er den eneste måde, 20 år gammel kode kommer sikkert over på et nyt landskab.
Ingen agent er bedre end de data, den står på. Vi bygger datafundamentet først: hændelsesstrømme som sandhedskilde, Data Act-krav indbygget, evalueringer og guardrails fra første dag, så I kan svare på, hvad agenten gjorde, og hvorfor.
Derfor holder det
Domænedrevet design giver os flytteenheden: en bounded context med sine egne data og sine egne API’er, der kan flyttes, uden at resten står stille. Det er også den enhed, agenterne kan arbejde sikkert inden for.
Hændelsesdrevet arkitektur giver os datarygraden: strømme af hændelser, der kan læses fra begge sider af en flytning, og som gør parallel drift mulig. API-design giver os grænsefladerne, der holder, når noget på den anden side skifter udbyder.
Arkitekturen er ikke et produkt, vi sælger. Den er grunden til, at de to første ting virker, når revisoren og trafikken kommer.
Sådan hænger de tre sammen
Flytningen giver jeres systemer en grund, I kontrollerer. Agenterne er grunden til, at det er værd at gøre nu. Arkitekturen er grunden til, at det virker.